Der er så meget, jeg ikke forstår, Brian

Men så er det jo godt, at vi har en klog mand som dig som vor justitsminister, Brian.

Det er nemlig dejligt med sådan en klog én, for når man ikke forstår så meget, så kan det være lidt svært at tage stilling til ret og uret. Med dig ved roret er det hele bare meget nemmere, Brian, for du skal nok fortælle, hvad der er ret, uret, godt og skidt. Så kan man selv bare læne sig tilbage og vente på, at du, Brian, kommer med den næste opsang. Og så kan man rette sin opførsel ind efter det, Brian. Og hvis man ikke gør det, så ved vi nok alle, hvad der vanker, ikke sandt, Brian?!

Men jeg kan forstå, at dit nyeste påfund er blevet kritiseret skarpt fra mange kanter, Brian. Ja, jeg vil sågar driste mig til at sige, at jeg kan forstå, at dit nyeste påfund er blevet kritiseret skarpt fra nogle temmeligt skarpe kanter, Brian:

Jeg vil selvfølgelig gerne selv karakteriseres som en temmelig skarp kant en dag, Brian. Det lyder nemlig sejt at kunne sige, at man er en skarp kant (man må vel ikke længere være en skarp kniv, for så risikerer man jo, at man kastes i spjældet pga. den der knap så heldige knivlov, ikke sandt, Brian?). Men så ryger jeg vel også med på listen ovenfor, gør jeg ikke, Brian? Og vil blive ignoreret af dig og dine venner, Brian. Og være en slatten humanist der klynker og render de venstreorienterede ballademageres ærinde, og i øvrigt slet ikke forstå noget som helst omkring godt og skidt og strafferet og fornuft og konsekvens og stærke signaler, som du gør det, Brian.

Det kan jeg altså ikke helt forstå, Brian. Du mener vel ikke, at jeg skal forblive uskarp og ukantet, så du slipper for at ignorere mig, Brian?

Måske er det bare mig: der er jo så meget, jeg ikke forstår, Brian. Men dog kan jeg forstå, at Dansk Fængselsforbund nu nok mener, at indførelsen af denne her lømmelpakke kan gå hen og blive en temmeligt omkostningsfuld affære. For skatteyderne, Brian. Ja, fængselsforbundet skriver faktisk også, at der nok vil opstå et praktisk problem omkring fængselsbelægningen. Fængslerne er nemlig fyldt til randen for tiden, Brian, hvilket vi vel egentlig også kan takke dig og din forgænger for (din forgænger, hvis du skulle have glemt det, er hende der med varevognen og brysterne, Brian, og tak skæbne hun var ellers også god til alt det der med stærke signaler og konsekvens og at være mor og at ignorere alle de åh-så-kloge hoveder!). Fængslerne er endda fyldt til randen på den måde, hvor man nok vil blive nødt til at lade både lømler og “almindelige” kriminelle undslippe indespærring, når nu det allerede så berygtede COP15-topmøde løber af stablen her i december. Det skriver fængselsforbundet i hvert fald i det høringssvar, som de har sendt til dig og dine legekammerater, Brian. Den slags troede jeg egentlig ikke, at du var til, Brian?! Det er da i hvert fald et godt stykke fra konsekvens og stærke signaler, er det ikke, Brian?

Nå, men en løsning på det, har du vel fundet penge til dernede i skattekisten, mon ikke, Brian? Fx på leje og sikring af en lagerhal i Valby, Brian? Det er dejligt vide, at vi har sådan en klog mand som du siddende og forvalte vores skattekroner, Brian. Og vores retssikkerhed. Og den slags pjat. Der er nemlig ikke noget bedre end at se sine penge blive brændt af på grov chikane af sine medborgere og deres demokratiske, grundlovssikrede ret. Ja, og på grov chikane af gæster fra andre lande, som just so happens ikke er enige i verdensledernes måde at gøre tingene på, og egentlig gerne vil gøre fredeligt opmærksom på dette (hvilket jeg synes, at de skal have lov til, men der er vi mennesker jo så forskellige, ikke sandt, Brian). Der er heller ikke noget bedre end at se, at ens retssikkerhed går fløjten, blot fordi du og de andre kamphaner død og pine skal presse den her lov igennem inden COP15, Brian. Blot for, at I bagefter stolt kan proklamere: “jamen, hvor galt ville det dog ikke være gået, hvis ikke vi have foretaget en million administrative tilbageholdelser og i øvrigt også stukket ‘personer, der ikke deltager direkte i optøjerne, men som befinder sig i området’ (link) op til 40 dages fængselsstraf?!” (mht. det sidste: hvad pokker gør man så egentlig, når man bor i Blågårdsgade og gerne vil hjem, Brian?). Kald mig bare for er en skarp kant, Brian, men det hele lugter altså lidt af, at noget er gået grueligt galt et sted… Men igen, måske har jeg bare misforstået det hele, Brian, det sker jeg alligevel så ofte.

Nuvel, ikke overraskende synes Politiforbundet til gengæld, at dit nyeste påfund bare er liiiiige i bamseøjet, Brian! Og det er da dejligt for dig, Brian, og tillykke med det, Brian. Når nu alle de åh-så-kloge og skarpe jurister vender justitsministeren ryggen, så er det da godt, at politiet står klar med sin støtte, ikke sandt, Brian. For du vender jo ingen ryggen, vel, Brian? Og du er jo selv mere klog end alle de åh-så-kloge og skarpe jurister tilsammen, Brian. Det er jo dig der er minister, ikke sandt, Brian! Måske skulle du sågar overveje, om ikke det ville være et passende og stærkt signal at sende, hvis nu du ændrede din titel fra justitsminister til politiminister, Brian. Det ville sgu være meget passende med den retning vores såkaldte retsstat udvikler sig i med dig ved roret, Brian!

This entry was written by LilleLos, posted on 27. november 2009 at 01:31, filed under Retspolitik, tåbelighed and tagged , , , . Bookmark the permalink. Follow any comments here with the RSS feed for this post.

timeline

This website uses IntenseDebate comments, but they are not currently loaded because either your browser doesn't support JavaScript, or they didn't load fast enough.

1 Comment

  • Peter F 11.27.09

    Lars, du ser jo fuldstændig bort fra Brians store mængde evidens fra dengang i gymnasiet hvor de venstreorienterede ikke ville lade ham skrive i skolebladet. Ved forresten ikke om du har læst V for Vendetta (tegneserien som filmen bygger på), ellers må du låne den af mig – der er et par karakterer i den som ligner vores kære nuværende politikere på en prik

have your say

Add your comment below, or trackback from your own site. Subscribe to these comments.

:

: